De skrækkelige sommergilder i Kerte

Af  EVALD ANDERSEN

I forbindelse med pietismens fremkomst i Danmark søgte regeringen med kong Chr. VI, i spidsen at ånden i dette fromhedsliv blev efterlevet i den danske befolkning.

Regeringen indførte derfor med den såkaldte sabbatsforordning af 12. marts 1735, under trussel af straf, et påbud om befolkningens helligholdelse af søn- og helligdage. Alle havde herefter pligt til at gå i kirke på alle søn- og helligdage. Samtidig blev der nedlagt forbud mod bondefester, som f.eks. at holde majgilder og ride sommer i by, julestuer, maskerader og komedier. Pligten indskærpedes yderligere ved forordningen af 12. juli 1748, som dog atter tillod fester på hverdage. Kravet om tvungen kirkegang på søn- og helligdage stod ved magt indtil forordningen af 26. marts 1845.

Den 22. marts 1735 udstedte stiftamtmand Sehested en placat, som fra prædikestolene skulle oplæses for menighederne, om at »bønder og bønderkarle på landet ikke derefter, som hidindtil på mange steder har været i brug, mere holder de såkaldte maj- eller sommergilder, eller kører, går eller rider nogen steder, enten på landet eller i købstæderne, for at tiltrygle dem noget, siden de ikkun sådant til drik, fylderi og andet anvender. Hvilket skulle forkyndes på tinget og sognestævne, at samtlige bønder og bønderkarle, ingenlunde må understå sig efter-dags sligt at foretage og forøve under alvorlig og uudblivelig straf«.

For at disse ord ligesom skulle have vægt, skrev kongen den 4. december 1739 følgende brev: »Vor bevågenhed tilforn. Da vi ere komne i erfaring, hvorledes der på forskellige steder, ved bøndernes bryllupper, ligbegængelser samt andre deres samqvemme og gilder begår stor yppighed og overdådighed, såvelsom drukkenskab og andre vederstyggelige synder, til den store Guds fortørnelse, foruden, at de der bekoste deslige samqvemme og gilder, enten oftest aldeles ruinerede, eller sættes i borg og gæld«. Derfor skulle amtmand Simonsen på det skarpeste holde øje med gildernes afholdelse. Sognepræst Arent Hassel, der var præst i Kerte i årene 1727 — 1743, kom herefter på lidt af en opgave med at indberette sine sognebørn til amtmand Hans Simonsen på Erholm.

Sommergilde. Maleriet findes på Nationalmuseet.

Amtmanden skriver den 12. november 1735 bl.a. til amtsforvalteren i Assens, at de til ham, af sognepræsten i Kerte, angivne personer, nu på onsdag den 16. november kl. halvtolv formiddag hos sognefogden i Ørsbjerg, skal examineres for deres angivne helligbrøde.

Igen den 14. januar 1736 skriver amtmanden, at hr. Arent Hassel i Kerte atter har angivet adskillige i sin menighed for helligbrøde: »Så har jeg dog ved samme forhør og nøje examination, ikke kunnet tilfinde nogen af dem, at betale bøder efter forordningen af 12. marts 1735, dels siden nogle er blevne antegnede for hvad de sig i så måder, førend forordningen af prædikestolen for dennem ere bleven publiceret kunne have forset, og dels var ikke af præsten, efter sammes allernådigste tilhold bleven advarede og formanede i deres huse, item at andre formedelst svaghed og anden høj fornødenhed og årsag, ikke har kunnet komme til kirke, så og at præsten optegnede efter urigtig forebringende af andre, foruden flere omstændigheder, som derved er befunden. Hvorfor jeg, de anklagede haver måttet frikende«.

Den 26. juni 1741 skriver Arent Hassel i Kerte præstegård et brev til amtmanden: »I hvor alvorlig, jeg har manet og mindet imod de sædvanlige sommergilders holdelse, hvor under der gror stor uordentligheder og Guds fortørnelser i svang, så er det dog her i Ørsbjerg ganske godt fuldbragt, da jeg endog Sct. Hansdag ved catechisationen forholdt de gamle, som lånte de unge mennesker hus, og i slig måde understøttede deres dårlighed, skulle blive ansete mere straffældige end dårerne i sig selv. Jeg ligger da sagen til klage frem for deres velbårenhed, dels som Øvrighed, dels som herskab, thi til Anders Madsens i Ørsbjerg, er sligt ondt øvet, ikke alene Sct. Hansdag, men dagen efter, som var en søndag, så jeg håber, at de qvinder måtte ikke alene tiltales, men end og straffes til anselig mulkt, såvel, som de mange karle og piger samme steds. Jeg har mere at beklage mig over, at jeg tillige skal røbe mit folks opsætsighed, at jeg med Pauli, bor iblandt vilde dyr i Ephesus.
(Er Paulus første brev til de Corinthier. Kapitel 15, vers 32: »Stred jeg, efter menneskelig måde at tale, med vilde dyr i Ephesus, hvad hjælper det mig, dersom de døde ikke opstå«. Vers 33: »Forføres ikke; slet omgang fordærver gode sæder!«)

Hvad kunne der dog ikke gå i svang i den lyse sommernat. »Nogle Piger vilde ikke være med. De var generte og vilde ikke saadan ud at spadsere alene med en fremmed Karl« Julius Exner, 1850

Hassel fortsætter: »Det er angående midsommer tiende, da haver ikke alene de få mænd i Faurskov, alle sammen vedtaget, at de ikke vil svare til sommertiende før Michaelis. Iligemåde alle gårdmændene af Hjerup, undtagen Mikkel Pedersen, Peder Balle og Jens Jørgensen og gl. Lars Larsen, hvilke dog frygtede, at rede for sig, forventede bestraffelse af de andre på en kande brændevin, hvortil de indbyrdes havde besvoret sig om nogen fandtes, som betalte«.

Amtmand Simonsen skriver, at nogle holder gilderne i deres huse, på det at de kunne undgå den straf, som ufejlbarlig derpå ville påfølge, om de derudi fremdeles dumdristig skulle fremture. Han anbefaler oldermanden, når noget sådant gilde i byen eller lauget holdes, at angive dette til præsten. Men skulle sådan angivelse af oldermanden mangle, vorder han under søgsmål inddraget for forsømmelse og modvillighed. Arent Hassel trøster amtmanden med, at Laurs Laursen, som er hans fæstebonde, dog ikke havde holdt gildestue for de unge folk i Hjerup, men at spillemanden for laugene var Claus Thomsen, tjenende Peder Sørensen i Hjerup var en karl, som tilhørte amtmandens gods, og at han havde spillet i Hjerup Sct. Hansdag, »det var ikke christendommen anstændigt, om ikke sligt til opsigt og hæmmelse blev statueret eksempel med straf og mulkt til de fattiges cassa«.

 
Kilder: Asens og Hindsgavl amter: Journal, 1735 —1744. Kopibog, 1727 —1742. Dansk Kulturhistorisk Opslagsværk. 1991.

Gengivet med venlig tilladelse fra Vestfyns Hjemstavn