Fra Kerte Sogn 2

Af  OLAF  ANDERSEN

Naar man nu om dage færdes i Kerte sogn, leder øjet forgæves efter dysser og høje. Men der har været nogen af begge slags. Vi har efterretninger fra 1809 — i en melding fra sognepræsten til Nationalmusæet — baade om gravhøje og om "spor af hedenske altre", et navn, der dækkede datidens opfattelse af stendysserne. Paa Jarlebjærg syd for Kerte saas nogen enkelte „endnu tilbage-blevne sten", der havde undgaaet ødelæggelsen. I 1898 blev egnen undersøgt af Nationalmuseet, men da var alle synlige oldtidsminder forsvundet.

I Lodnehøj paa Ørsbjærg mark fandtes i sin tid et stenkammer, men det var forlængst udslettet ved stensprængning. Det er den samme vemodige saga, som vi kender fra saa mange fynske sogne. Takket være fortidens vanrøgt maa de skønne landskabsbilleder savne det ædleste af alle smykker, dyssens og gravhøjens fine og magtfulde linjeføring.

Men jorden er rig og gavmild endda trods alle smærtelige tab. En rigdom af oldtidsfund vidner om, at der har boet mennesker i Kerte sogn, baade i stenalder, broncealder og jærnalder. Et par af de mærkeligste skal omtales her.

Vest for Kerte kirke fører en sti i nordlig retning ned imod aådalen til et sted som kaldes røverstuen. Her blev der for en del aar siden gjort et storartet fund fra broncealderen. I den stejle brink sønden for aaen havde en flok arbejdere været i gang med at grave grus, da der med eet viste sig en del broncesager en halv meter under grønsværet. Længst nede laa en mejsel, en smukt forarbejdet økse og en støbeklump, ovenover et stort hængekar med den indvendige støbeform siddende urørt paa sin plads, medens den ydre var fjærnet. Støbeknolden vejede 410 gram, og foroven ser man, hvordan støbeformen har været indrettet til at hælde bronce ned i. Hængekarret vendte bunden opefter, som det har været tilfældet under støbningen. Og over det hele var lagt en lille flad sten.

Sagerne stammer fra den yngre broncealder og henføres af musæumsfolkene til tiden omkring 6-700 f. Kr. Da findestedet er saa vanskeligt tilgængeligt, maa man regne med, at ingen har sat sin fod der til daglig. Der er næppe tvivl om, at det drejer sig om et offerfund, maaske en offergave fra broncestøberen. Man har gættet paa, at karret skulde ha faaet en fejl i støbningen, det har ikke været for godt til at ofres til guderne, men paa den anden side er offergaven bleven god nok ved tilføjelsen af de to hele, kønne stykker, bronceøksen og mejslen.

Æventyret om guldringen, der pludselig lyner fra harvens tænder, har man ogsaa oplevet i Kerte sogn. Paa en holm i en mose ved Hjerup fandtes i 1864 under harvning to dejlige guldsmykker fra førromersk jærnalder, en fingerring og et fint haarsmykke, begge med spiralsnoninger.

Blandt fortidsminderne i Kerte sogn maa vi ikke glemme Troldstenen i Brænde aa. Om aarsagen til, at Kerte kirkes taarn ligger helt alene for sig selv, fortæller sagnet i folkemunde:

Da taarnet skulde opføres, stod der en trold ved Barløse kirke og kastede sten efter det nye taarn. Alt hvad der byggedes op om dagen, slog han ned om natten. Da fik sognefolkene det raad, at de skulde slippe en stud løs paa kirkegaarden, og hvor den lagde sig, skulde de bygge taarnet. Det gjorde de, og fra nu af kunde trolden ikke mere ramme. En af de sten, han kastede, røg forbi taarnet og faldt ned i Brænde aa mellem Kerte bro og Møllerknappe. Den ligger i. vandet lige ved aaens sydkant, og der er mærker i den efter troldens fingre.

Gengivet med venlig tilladelse fra Vestfyns Hjemstavn