|
Helt tilfældigt og
overraskende lå der et sammenfoldet avisudklip i
en bog om Kerte Kirke, som jeg købte antikvarisk
på nettet fra en boghandel i Ebeltoft. Det var fra Aarup Handelstandsforening, mandag den 3. november 1980. Jo længere jeg færdes i egnen omkring Aarup, jo mere forbavser den mig ved sin skønhed Sådan skriver ACTON FRIIS i sin bog "Danmarks store Øer"Læs her afsnittet om hans beskrivelse af Aarup's omegn Jo længere jeg færdes i egnen omkring Aarup, jo mere forbavser den mig ved sin skønhed. Tager jeg fra dette udgangspunkt mod sydvest over Hjerup, finder jeg mellem denne by og »Pindsende« et fortrinligt hø-depunkt, Jarlebjerg, åbent og med fremragende udsigt over land og bælt. Og syd for Ørsbjerg Kohave, hvor går-den Mølleknappe ligger gemt mellem træerne, finder jeg atter et storslået og mærkelig kaotisk bakkeland, hvor store jorddynger vælter sig mellem hinanden, omgiver den mægtige slugt, som fra Aarup strækker sig en hel mil i sydvestlig retning, og på hvis bund den lille Brænde Å snor sig hid og did i vildrede med, hvorhen den skal vende sig i denne forvirring - det er »ådalens poesi« midt imellem de vildeste bakker. Nogle af disse bratte banker virker med deres lyngklædte sider fuldkommen jyske. Aldrig ville jeg på for-hånd have troet, at det var muligt at finde et sådant landskab på Fyn. Det er en ø, man ikke skal lære at kende fra dens hovedveje! Ikke alene ved sin skønhed, men også ved sine modsætninger overrasker denne egn mig. Det er øst og vest, som mødes her, de midtfynske idyller mod det åbne bakkelands barskhed. Og intet steds finder jeg disse kontraster yndefuldere side om side end i dette besynderlige strøg omkring Bræne Å-dalen, især ved den førnævnte kløft fra Aarup mod sydvest. Fra toppen af bakkerne, som begrænser den dejlige dal, hvor åens rislende strøm spiller mod solstrålerne over de åbne enge eller dølger sig i skyggen under træernes tætte bladhang, har man blændende skønne udsigter dels over den lunefuldt bugtede, dybe dalsænkning, dels til åbne, forblæste banker rundt omkring, hvor lyngen endnu spores hist og her på toppene og de bratte sider. Desværre – også denne egn har gransygen smittet, også hertil har forst-uvæsenet udstrakt sin virksomhedpå meningsløs vis. Små og store granklatter ligger som et ækelt spy over de smukkeste steder. Fra toppen af bakkerne ned til den sorte, sumpede mosejord i dalene ser man stedvis granernes ækle konturer og fremmede, smudsige farver. Ved Åstedet, hvor vejen fra Aarup til Knoldehuse skærer åløbet nede på dalbunden, er et af de mest uberørte steder i dette fra naturens hånd romantiske landskab, hvor kløftens nøgne skrænter står som høje skærmende mure på begge sider og værner den smalle dalbund mod alle vinde og tilsyneladende mod al verdens ondskab, mens åen vandrer gennem lys og skygge mellem træerne i denne yndige dal, hvor kun venlige ånder synes at have til huse - en modsætning til de hårde banker, som indrammer den. Fra vejen over disse, især på strækningen mellem Kerte og Faverskov, har man det omvendte billede: forgrundens forblæste, skaldede knuder, og dybt under disse dalens slyngninger, hvor åen rinder ud og ind under de fro-dige trægrupper. Og en vrimmel af smukke bønderboliger finder jeg langs vejene og i landsbyerne: her er alt for overvældende meget - det er ikke muligt at få det med alt sammen. Man har lyst til hvert minut at standse for at dvæle et nyt og skønnere sted. Mærkeligt, at denne egn omkrinmg Aarup er så lidt omtalt, så lidet kendt! Når undtages de berømte steder, Vissenbjerg, Store Ernebjerg og Frøbjerg, finder man næsten inger oplysninger om denne egn, som med hensyn til landskabelig skønhed er så fremra-gende. Men det gælder her som alle andre steder bort fra hovedvejen, ind på de snævre stier til de ”nedrige steder” ! Et gammelt sagn fra egnen fortæller, at der på Ørsbjerg Mark ved Kerte findes en høj, som kaldes ”Torskebjerg”, et navn, den har fået i de papistiske tider. Engang gik her nogle hellige brødre for at forlyste sig, eftersom der er vid og skøn udsigt! Da gik den af dem, som var den helligste, ned fra højen til et sted, hvor der løber en å, og ved sin bøns kraft fangede han torsk der i åen, om end stedet er en mils vej borte fra stranden. Derfor hedder højen endnu Torskebjerg. Det er ikke almindeligt, at et sagn ulejliger sig med at omtale et landskabs skønhed - det forekommer næsten lige så sjældent som torsk i ferskvand. Så meget bemærkelsesværdigt er det, at det netop er disse steder, der er nævnt. Jeg har ikke kunnet få bakken med det mærkelige navn opspurgt - men her er snese af steder, hvor man kan tro sig hensat til det landskab, som har vakt de gamle munkes skenhedsgkede, så de forglemte sig selv, indtil hungeren meldte sig så overvældende, at de måtte ha’ torsk lige på stedet. Men sådan er det - netop oven på den højeste åndelige nydelse kommer maven ofte og kræver sin ret på en måde, så det næsten minder om en hævnakt. Jeg må tænke på, hvor ofte jeg forhen, f. eks. efter opførelsen af et storslået skuespil, hvori fremragende kunstnere havde optrådt - det kunne virkelig hænde selv herhjemme endnu indtil for en god snes år siden -at jeg da efter forestillingens slutning kunne stå udenfor teatret og pludselig overfaldes af en nagende hunger, der øjeblikkelig måtte tilfredsstilles på den nærmeste restaurant. Det hændte, at jeg valgte kogt torsk. Det må dog retfærdigvis indrømmes, at den danske skueplads sjældnere og sjældnere pålægger sine spectatores denne ekstraskat, der nu endelig helt synes at være gået ind. Men torsken forefindes stadig, og den kan heldigvis nydes uden hors d'æuvre. 
|
